På et postkort fra 1910 ser man H. C. Andersens Boulevard – dengang Vestre Boulevard – fra Langebro i syd til Rådhuspladsen i nord. I løbet af kun 12 år fra 1894 til 1906 blev bygningerne på begge sider af boulevarden opført. Set med nutidens øjne kunne denne udformning af boulevarden være et godt bud på et fremtidssikret gadeprofil med rigelig plads til fortove, cykelstier, lokalgader og et skybrudssikret, grønt byrum. Den gennemgående trafik til og fra Amager kører i en tunnel under boulevarden.

København 1910

København scorer gang på gang højeste karakter på de internationale målinger af storbyers livskvalitet. Imponerende når man tager i betragtning, at byens bedste pladser er skamferet af høje plankeværker, at store dele af byens gader er gravet op, at bymidten er plaget af deciderede drukzoner, alt imens trafikken sander til i kaos og utryghed.

Og med reklamebureauernes dragende sirenesang forventes horder af turister i de kommende år at strømme til eventyrbyen og fylde hver eneste kvadratmeter byrum til bristepunktet. Godt for økonomien, men skidt for livskvaliteten, hvis ikke der gøres noget.

Nogle af problemerne løser sig, når metroen åbner, mens andre kræver regulering og lovgivning. Dertil kommer, at der kræves politisk vilje til investeringer i en infrastruktur, der gør byen smukkere, grønnere og mere rummelig for byens borgere og gæster.

For mere end hundrede år siden havde man blik for den slags, da Københavns udvikling til en moderne storby foregik i et lige så hektisk tempo som i dag. Store parkområder, brede boulevarder, tunnelbane og elektriske sporvogne forvandlede byen fra en indeklemt provinshovedstad til en åben kosmopolitisk storby.

Senere dukkede bilerne op, som beslaglagde store dele af det offentlige rum i en dunst af giftig udstødning.

Med Københavns aktuelle vækst og gode økonomi er det i dag kommet inden for rækkevidde at genskabe fortidens storhed uden at gå på kompromis med bilernes fremkommelighed. Grav tunneler til bilerne og befri bykernen for al gennemkørende trafik.

Politiken 04.12.2016
Arkitekt MAA
Jan Koed
jk@cadaid.dk
Rådhusplads.dk