Den mishandlede plads

Det mærkelige ved Rådhuspladsen er, at den siden Rådhusets opførelse i 1900-tallets begyndelse har været omsluttet af en veldefineret randbebyggelse, men aldrig har fået lov til at udfolde sig som en plads inden for sine naturlige rammer. I begyndelsen blev pladsen indsnævret af pittoreske haveanlæg, senere fik bilerne uindskrænket råderum over den store plads, som blev reduceret til et overdimensioneret vejkryds.

I dag er situationen helt grotesk. På pladsens tre sider hersker den hårde trafik med alt hvad dertil hører af infernalsk støj, luftforurening og den permanente risiko for trafikdrab og lemlæstelse. De bløde trafikanters færdsel på pladsen er dikteret af bilernes og bussernes trafikale behov.

Nærmer man sig pladsen fra Strøget er det første man møder en lyskurve, som hakker de gåendes trafikstrøm op i småbidder. Oplevelsen af at komme fra de snævre gader i middelalderbyen og mærke suset fra den store plads ødelægges fuldstændig af den tværgående trafik og det mylder, der opstår ved passagen af Vester Voldgade.

Oplevelsen af Rådhuspladsen fra den anden side er decideret hårrejsende. Vesterbrogade, som i århundreder har været den vigtigste indfaldsvej til byen, er på sit inderste stykke omdannet til en asfaltørken. De tusinder af fodgængere, der færdes mellem Hovedbanegården, Tivoli og Rådhuspladsen maser sig frem på et fortov så smalt som var det hovedgaden i Lidenlund. Stressede når de frem til pladsen, som ingen når at opfatte, fordi de har travlt med at passe på sig selv i trængslen foran trafiklysene på H. C. Andersens Boulevard til akkompagnement af bilernes og udrykningshornenes støjinferno.

På pladsens nordside er situationen lige så begrædelig. Busholdepladsens placering forhindrer fuldstændigt en rekreativ udnyttelse af en af byens potentielt mest attraktive solsider. Livsfarlige situationer opstår jævnligt, når fodgængere, cyklister og busser krydser hinandens færdselsretninger i et planlægningsmæssigt fejlgreb. Forsøget på at udgrænse problemet med en visuel adskillelse af busholdepladsen fra den øvrige del af pladsen førte til en lappeløsning af værste skuffe: Busterminalen.

Resultatet af dette forsøg på at skabe en plads i pladsen blev et yderligere tilbageslag for Rådhuspladsens visuelle udtryk. Flere af de markante bygninger i randbebyggelsen blev skåret over i 1. sals højde. Og for at føje spot til skade blev oplevelsen af Rådhuset og Palads-hotellet, som hidtil var domineret af lysmaster, ledninger, biler, lyskurver og andre trafikanlæg, yderligere amputeret.

En plads er til for menneskers ophold og menneskers aktivitet. Man skal kunne føre en normal samtale, høre fodgængernes trin på fliserne og bestikkets klirren mod tallerkenerne på fortovscafeerne. Musikanterne skal kunne høres uden forstærkeranlæg, og lyden af rådhusets klokkeslag og springvandets rislen skal gå klart igennem. Man skal kunne færdes uden fare for liv og lemmer, og der skal være plads til, at selv de største københavnerbegivenheder kan folde sig ud.

København har udviklet sig til en storby med ambitioner om at placere sig i den europæiske liga af betydelige metropoler. Det fordrer en central plads med alle de kvaliteter, der hører med til en sådan plads: rummelighed, optimal placering, nødvendige faciliteter, god arkitektur og historisk forankring. Lykkeligvis er disse egenskaber potentielt til stede i Københavns Rådhusplads.

 

Politiken 10.09.06
Jan Koed MAA
jk@cadaid.dk
www.cadaid.dk